Man vælger ikke selv, hvem man forelsker sig i. Og nogle gange er der omstændigheder i livet, der gør, at man er nødt til at flytte væk fra der, hvor ens kæreste bor. Eller måske er det hende eller ham, der er nødt til at flytte fra dig. Det kan for eksempel være, at din kæreste skal på udveksling, får job i udlandet eller i en anden landsdel eller måske noget helt tredje.
Uanset hvad, så er et langdistanceforhold altid en prøvelse. Men det kan være, det er det hele værd, hvis du virkelig er indstillet på at yde en indsats. Heldigvis kan man sige, at teknologiens fremskridt har gjort det langt nemmere end tidligere, fordi man nu både har værktøjer som Skype og videochat, der kan gøre afsavnet lidt mindre.
Lad os starte med at definere et langdistanceforhold. Et langdistanceforhold er et forhold med en person, der som minimum bor 100 kilometer eller længere fra dig. Det skal være en distance, der er så stor, at man kan tale om, at der skal en decideret rejse til, når I skal se hinanden.
Der er ingen tvivl om, at et forhold er meget lettere at vedligeholde, hvis I bor fem-ti minutter fra hinanden. Hvis han eller hun bor flere timer væk, bliver det sværere at være spontan, fordi der skal planlægges mere. Sådan er det bare. Men det behøver ikke være en ulempe. Jeg ser mange forhold, der går i stykker, fordi parterne ser hinanden for meget. Og det problem får du nok ikke med din kæreste, hvis I indleder et langdistanceforhold. Tværtimod kan man argumentere for, at jeres samvær bliver langt mere intenst, fordi I ved, at I måske ikke kommer til at se hinanden igen i et stykke tid.
Desuden kan det være befriende at være i et forhold, hvor man ikke hele tiden render ind i hinanden. Hun har sit liv i Odense, og du har dit liv i København. Og så kan I ellers ses og koncentrere jer et hundrede procent om hinanden, når I endelig er sammen.
Summa summarum er, at et langdistanceforhold sagtens kan virke, men at det kræver arbejde og engagement. Det er svært at have et langdistanceforhold, hvis I ikke begge to er helt og aldeles indstillet på, at I må arbejde for sagen. Og det betyder altså, at DU skal besøge ham eller hende, men at han eller hun OGSÅ skal tage initiativ til at besøge dig. Mange forhold går i stykker, fordi det kun er den ene part, der arbejder for sagen, og det holder ikke i det lange løb.
Hvad er dine erfaringer med langdistanceforhold? Del dem med alle os andre i kommentarfeltet nedenfor.